Invasionen

Det skulle have været en nem invasion.

Caliban stod med den ene fod på isen og den anden på slæden, mens han støttede sig op af sit spyd. Scenen foran ham huede ham ikke. Tvivlen i ham kunne ikke blive enig om, hvorvidt han skulle blæse retræte eller kaste sig ind i kampen.

Isen og den omkringliggende sne blev rødere og rødere, og trak Caliban ud af hans trance. Med en skarp kommando satte han hundene i gang og løftede spydet parat.

Den første fjende så ham ikke komme, og hans spyd gennemborede hans pelsklædte bryst. Hylen fortalte Caliban at nogle af hundene var ramt og kort efter mistede han balancen. Kun kulden fra isen gjorde at han ikke mistede helt bevidstheden.

Han forsøgte at rejse sig op, men sneen gjorde isen glat. Hans hånd fumlede efter spydet, men det måtte have landet et andet sted for hans hænder fandt kun sne og is blandet med blod.

“Caliban!” hørte han nogle råbe og han så Feindan komme løbende over mod ham, mens han prøvede at holde de indfødte fra sig med sit spyd.

Det var en sælsom scene og Caliban prøvede forgæves at blinke.

Feindan i sin rødplettede pels omringet af to indfødte i deres hvide plettede pelse. Deres hætter flagrede bag dem, mens de skøjtede rundt om Feindan, som om han var centrum i deres egen makabre forestilling. De bar ingen våben i hænderne. I stedet trak deres klinger lyse striber på den blodige is, når de pivoterede rundt om ham.

Det første spark fik Feindan deflekteret med spydet, og den indfødte mistede balancen og tumlede på jorden. Den anden indfødte grinede og lavede en kort saltomortale. Klingen ramte Feindan på struben, og blodet gjorde den indfødtes parka mørkere før han landede ligeså elegant igen, som om han kun havde ramt luft.

Han rettede ansigtet mod Caliban og smilede igen. Det gik op for ham, at det var en kvinde.

Caliban blinkede, og verden spandt igen i normal hastighed.

Den indfødte kvinde skøjtede over til sin faldne kammerat og hjalp ham op, men hendes blik forlod ham ikke, inden hun nåede over til ham.

Hun var køn. Der var latter i hendes øjne selvom trækningerne omkring munden var skarpe. Caliban lagde mærke til at hendes tykke hår var flettet til den ene side, da hun bøjede sig ned over ham.

Hendes smil var afvæbnende og mod alle Calibans instinkter smilede han igen, alle tanker om slagmarken omkring dem forsvundet. Der var kun de to. Nærmest hypnotiseret strøg han en finger over hendes kind. Latteren i hendes øjne gav plads til overraskelse, og hun sagde noget Caliban ikke forstod.

Kysset var blidere og mere intenst, end han kunne have forestillet sig. Fuldkommenhed.

Caliban lukkede øjnene i lyksalighed og nød hvert sekund. Han hørte svagt hendes gisp, da han jog kniven op og ind mellem hendes ribben, og mærkede tårerne fryse ned af sine kinder mens tomheden bredte sig i ham.