The Prompt
Til Adam
Fra
“Tak for eventyret :)”
The following is based on a true story. Some things may have been altered for dramatic purposes.
Det var en god dag.
Adam stod på perronen og kiggede på alle de forskellige mennesker omkring ham. De havde travlt med deres egne sorger og glæder, og han følte sig anonym. Det var en god følelse; for det betød at han var ude af farezonen. Ingen ledte efter ham.
Eller den kuffert fyldt med penge han knugede i sin højre hånd.
Han havde ikke gjort noget ulovligt, men alligevel følte han sig kriminel. At vinde så mange penge i lotto kunne kun føles kriminelt. For ikke at tale om at han havde meldt sig syg fra arbejde dagen efter, og hævet alle pengene fra den nyoprettede konto, de var blevet indsat på.
Togturen ud til lufthavnen føltes lang men samtidig virkede det som om alle hans sorger forlod ham jo tættere han kom på de store metalliske maskiner, der efterhånden med jævne mellemrum kunne høres over togets brummen.
“Hvad mener du med jeg ikke kan købe en billet?” Spurgte han forarget kvinden bag disken. Hun havde uniform på, der i stedet for at virke autoritær fik Adam til at hidse sig op. Uniformer mente, de havde al magten.
“Du har ikke noget pas”, svarede kvinden neutralt, men Adam var sikker på, at han så et glimt af skadefro i hendes øjne.
Han skulle vise hende.
“Jeg har behov for et nødpas”, sagde han. Han skruede smilet på, og han kunne se, at kvinden slappede lidt af. “Jeg kan betale”. Adam lagde vægt på betale, stadig mens han holdt hendes øjne fast med sit smil.
Hun smilede tilbage. Var det en flakken han så i hendes øjne? “Jeg beklager hr., men jeg kan ikke udstede en billet uden et pas”.
“Er du sikker?” Spurgte Adam igen. Denne gang havde han taget hånden op af lommen. Skjult i folderne af det blad han havde købt til flyveturen, lå der en tyk stak pengesedler. Han løftede et hjørne. Kvinden lyste op, og nu tog hendes smil en hel anden facon. Farven steg op i hendes kinder, og hun kiggede sig hastigt omkring, inden hun hurtigt tog bladet ned til sig bag den høje kant på disken.
“Selvfølgelig hr.!” sagde hun. “Nu skal jeg straks være der. Pas mistes jo hele tiden. Vi kan sikkert skaffe dig et nødpas, selvom det er lidt sent”.
Det var med lidt ærgrelse, at Adam så bladet og pengene forsvinde. Ikke så meget på grund af pengene – der var rigeligt i hans kuffert, men mere på grund af han havde glædet sig til at læse bladet. Det var længe siden han havde set så spændende artikel. Den omhandlede en meget omdiskuteret gnu safari, hvor man kunne få lov til at jage de sjældne trehornede gnuer. Faktisk var artiklen grunden til, at han havde besluttet sig for at tage til Afrikas Kyst. Pyt – han kunne købe et nyt – og pludselig følte han sig fjollet over tankerne.
Han var jo rig!
Gnu safarien var dog ikke en success. Der var alt for mange folk, der havde alt for mange underlige ideer om, hvordan man skulle jage dem. Lige fra lokkemad med ekskrementer til at stille sig på stylter for at få bedre sigte.
Til gengæld fandt Adam ud af, at penge rent faktisk kunne løse alt. Bortset fra at han ofte måtte veksle sine penge til den lokale valuta: bananer.
Han havde grinet højt første gang, han havde hørt det. Men den indfødte guide havde været alvorlig.
“Vi har penge nok, monseigneur”, sagde guiden og pegede på de nye jeeps og store hotel bag ham. “Næ, hvad der efterhånden er blevet en mangelvare er bananer. Vi tager både imod modne og umodne bananer”.
“Hvorfor mangler I bananer? Jeg ser da mange i butikkerne?”
“Ja, monseigneur. Men hvis du kigger godt efter er de alle af plastik. De skal minde os om, hvad vi har mistet. Vi kan ikke længere lave vores ynglingsretter med bananer eller nyde den skyggefulde aften med en kold bananlikør”.
“Det har jeg dog aldrig hørt om”, sagde Adam, stadig mistroisk. “Hvorfor importere I dem ikke bare?”
“Ack! Som beboer på Afrikas Kyst kan vi ikke købe internationalt, så vi er afhængige af turisme, som skal lokke udlændinge som dig til. Der er en årsag til, at vi har åbnet for gnu safarier. I kan bringe bananer gennem tolden – I kan købe bananer frit!”
“Frit? Men hvor skal jeg dog få bananer fra, når der ikke er nogen i landet?”
Nu smilede guiden så hans hvide tænder viste sin kontrast til hans solbrune hud. Han vidste, at nu var der mulighed for at få bananer.
“Amazon!” Han tog sin telefon frem og pegede på en app. “Du skal bare downloade denne banan app der er koblet direkte til Amazon. Så kommer de med dem”.
Adam var stadig lidt vantro, men gjorde, som guiden sagde. Det var nemmere, end han troede, og efter han havde trykket på send-knappen gik der til hans overraskelse ikke mere end 15 minutter, hvorefter han kunne se en hel hær af droner nærme sig. De var næsten lydløse, men Adam kunne ikke tage fejl af den karakteristiske form af flyvende edderkopper.
Der lød jubel omkring ham, og folk kom op til ham og klappede ham på skuldrene, da de første kasser med bananer droppede fra dronernes fangearme.
“Amazon kan man regne med! Amazon kan man regne med” lød der i en musikalsk messen, der efterhånden blev til sang og dans som aftenenen skred frem. Den ændrede sig senere på ugen til “Adam kan man regne med! Adam kan man regne med!”
Adam levede et godt liv på Afrikas Kyst. Der var ikke det, han ikke kunne få, sålænge han kunne forsyne de indfødte med bananer. Han kunne ikke helt forstå deres besættelse af bananer, men ikke desto mindre lod han sig rive med af deres passion.
En dag mens han sad i skyggen og drak en bananlikør sammen med guiden – han var blevet en god ven – faldt snakken atter på bananer og manglen på denne.
“Kan I ikke bare dyrke nye bananer? Jeg kan jo købe frø til jer, så I kan starte nye bananplantager op?”
“Gid det var så vel”, svarede guiden og sukkede. “Vi prøver skam at genplante bananer ud fra dem du betaler os. Men det er ikke klimaet der er skyld i manglen af bananer. Det er den frygtede bananflue!”
“Bananflue?” Adam løftede øjenbrynet. Han vidste at hans ven havde i kraft af sit virke som guide, tendens til at overdrive, men ikke underdrive.
“Ja, Monseigneur”, svarede hans ven. Guiden kaldte ham altid det, når der var noget på hjertet. “De er forfærdelige! De udrydder vores bananplantager og vores bananer”.
En ide formede sig i Adams hoved. Han kunne høre, at hans ven var seriøs. Han måtte hjælpe ham. De indfødte havde taget godt imod ham, og han ville gerne gengælde det. Desuden syntes han, at det stadig var lidt fjollet at betale i bananer, når han havde så mange penge at bruge af.
“Jeg skal ud og jage bananfluer!” Proklamerede han og rejste sig.
“Du har vist fået for meget at drikke!” udbrød hans ven, men Adam tog ingen notits af dette.
Jo, Amazon solgte også bananfluegift. 15 minutter senere stod Adam med en kæmpe vandbazooka fyldt med gift, myggenet og et bistert smil på læben – mest for fotografiets skyld.
Med sig havde han også en klase bananer der skulle virke som lokkemiddel. Det her var bedre en gnu safari!
“Av! Av! Av! Av!” Råbte Adam, mens han slog sig omkring for at holde bananfluerne væk fra sig.
De bæster bed og stak som om de var hvepse! Bananfluer! Hans ven var en løgner. Dette var ikke små uskyldige bananfluer. De største var store som sommerfugle, men agressive som hvepse.
“Gå væk med jer!” Råbte han til dem, som om de ville kunne forstå ham.
Han ærgrede sig over, at han ikke havde påført sig andet end almindeligt tøj og et myggenet. Og han var alene. Uanset hvor mange bananer han havde prøvet at bestikke de indfødte med, ville ingen tage med sig.
Uden at se sig for løb Adam gennem plantagerne så hurtigt, som hans ben kunne bære ham, mens hans stadig slog sig omkring. Det var først, da han mærkede vand plaske omkring sig, at han åbnede øjnene for at orientere sig.
Han var nået ud til kystlinjen og den lille havn, hvor der lå et par både. Uden at tænke sig om kastede Adam sig først under vandet for at se, om han kunne ryste bananfluerne af sig for derefter at kaste sig op i den nærmeste motorbåd og tænde den.
Heldigvis startede motorbåden uden problemer, og Adam satte farten op for at komme så langt væk fra land og de farlige bananfluer. Han vidste ikke hvor længe han havde sejlet ,men til sidst kunne Adam ikke længere føle noget stikke sig.
Han trak vejret lettet. Indtil han opdagede at han ikke kunne se land i nogen retning.
Det var ikke kun panik over at han ikke længere kunne se land, at Adam fik tårer i øjnene. Det var i høj grad også på grund af alle de bid og stik han havde fået, og som var begyndt at vågne op. For ikke at tale om at hans kuffert med penge lå hjemme i hans luksuriøse hotelværelse.
For det ikke skulle være nok, kunne han også se hajer kredse omkring sig. Hvor var de kommet fra? Det gav ikke mening! Det var som om, han var kommet fra asken til ilden. Uden vand, penge eller dulmende creme til sine bid og sår.
Af raseri brølede Adam ned til hajerne.
Og trak sig hurtigt tilbage, da en af hajerne snappede efter ham.
Adam stod et øjeblik stille; vantro. Hvad var det for en hajtype, som kunne hoppe op af vandet efter ham? Det føltes som om han pludselig var med i en dårlig kopi af Dødens Gab. Han stak hovedet ud over vandet igen, og ganske rigtigt. Hajen sprang op efter ham igen.
Forskrækket faldt Adam ned i båden og kravlede baglæns. Nu kunne han mærke hvordan hajerne begyndte at banke mod bådens sider. Den springene haj prøvede nu at komme op i båden til ham, gabende med store rækker af takkede tænder.
Noget aflangt og blødt fandt hans hånd, og Adam greb om den bananklase, han havde haft med sig til lokkemad. Det var hans eneste våben, og han havde intet at tabe. Med alle sine kræfter bankede han bananklasen ned over den springende haj. Herefter skete der flere ting.
Bananklasen kollideret med hajen. Den var åbentbart blevet fyldt med bananfluer, som havde søgt ly i den for spise sig mætte. Slaget mod hajen fik dem til at vågne fra deres søvn og rasende kastede de sig over det nærmeste de kunne. I dette tilfælde hajen, som straks vendte om og svømmede væk med bananfluerne efter sig. De andre hajer fulgte efter.
Adam hujede glad, og glemte helt sin egne smerte. Opfyldt af sejrsrus tændte han for bådens motor igen og valgte en tilfældig retning at sejle i. I det mindste var der ikke nogle hajer eller bananfluer.
Bananer havde reddet hans liv.
Heldet forfølger de rige. Det var i hvert fald det, som Adam tænkte, da han så land i sigte. Det var land fyldt med palmer og sand. En tropisk ø. Og så langt øjet rakte kunne han se banantræer.
De stod og tog imod ham, smilende med bananer på fade og bananblade om livet. Adam nåede kun at træde ud af båden, før han kollapsede.
Da han vågnede igen kiggede han op i de smukkeste øjne han nogen sinde havde set. Han havde svært ved at tale på grund af de palmebandager, de havde pakket hele hans krop inklusiv hoved i.
“Du har sovet i flere dage”, sagde kvinden med de smukke øjne. “Mit navn er Anabelle og jeg er høvdingens datter. Jeg har plejet dig, mens du har været syg. Du er slemt tilredt efter at have været angrebet af bananfluer. Men vær ganske rolig. De kan ikke gøre dig noget her”.
Hun løftede Adams hoved så han kunne få lidt at drikke. Det var banansaft. Aldrig havde han smagt noget bedre.
“Du er i sikkerhed her”, fortsatte hun og smilede. “Vores jord er fyld med lava, som virker afvisende overfor bananfluer”.
Adam kiggede sig omkring. Han lå i en hytte der blev holdt sval af palmeblade der svajede i vinden. Ovre ved den ene væg stod hans kuffert. Adam blinkede to gange. Hans kuffert! Men hvordan? Den befandt sig på Afrikas Kyst!
“Min kuffert?” fik han fremstammet.
“Vi fandt din telefon og din Amazon app. Din ven blev mægtig glad for at høre, at du var i live. Han fortalte hvordan, du havde prøvet at hjælpe dem med at udrydde bananfluerne. Hvor heroisk du var”. Hendes hånd hvilede på hans arm. “Han syntes ikke, du skulle undvære din kuffert. Min far tænker, at vi nok kan hjælpe dem, men det kan vi tale om, når du er rask nok”.
Hans gode ven guiden havde tænkt på ham. Adam ville bestemt finde en måde at hjælpe dem på.
“Hvor er jeg?” Spurgte han, mens logistiske planer begyndte at forme sig i hans hoved.
Anabelle smilede fortroligt til ham og sagde:
“Velkommen til Bananøen”.
Det var en god dag.
Epilogue
Adam stayed and married the daughter of the Chieftain. He saved his friends on the Coast of Africa by shipping vulcano rich earth to their banana plantations. Of course by Amazon drones.
In the stories of the Great Banana Infestation, Adam was mentioned as the hero and saviour. Long after his death, he was worshipped as Adam of Banana Island.
The End
